mink

Mink hører til i mårfamilien (Mustelidae) inden for rovdyrordenen (Carnivora). De placeres i underfamilien væsler (Mustelinae).

Der findes to nulevende arter af mink:

Tidligere troede man, at de var søsterarter, men nu placeres de i hver sin slægt. Europæisk mink er nærmeste slægtning til ilderne, mens amerikansk mink er tættest beslægtet med de sydamerikanske arter amazonvæsel (Neogale africana) og andesvæsel (Neogale felipei).

På Nordamerikas østkyst fandtes også den større art havmink (Neogale macrodon), men man regner med, at den uddøde i 1800-tallet som følge af intensiv fangst til pelsmarkedet.

Her følger kropsmål for de to arter af mink:

Hannerne bliver væsentligt tungere end hunnerne, 1,5-2 gange hos nordamerikansk mink og omkring 1,6 gange hos europæisk mink. Halen hos nordamerikansk mink er ca. 1/3 af hoved- og kropslængden. Nordamerikansk mink er gennemsnitligt længere og tungere end europæisk mink, men de overlapper i størrelse.

Mink er aflange, langhalsede og kortbenede dyr. Hovedet er relativt lille og fladt med små, runde ører og lange knurhår. Begge arter har en ensfarvet brun pels. Nordamerikansk mink kan have hvide pletter på hagen, halsen, brystet, maven og basis af benene, men normalt ikke på overlæben. I naturen kan den være lysebrun, chokoladebrun eller mørkebrun med sort skær. Europæisk mink er mørk chokoladebrun med hvidt rundt om munden, både på over- og underlæben. Den kan også indimellem have hvide tegninger på halsen, brystet og poterne.

Som tilpasning til deres semiakvatiske tilværelse har begge arter af mink en tæt, vandafvisende pels. Deres pels er tættere end hos landlevende (terrestriske) væsler, men ikke så tæt som hos oddere. Den videnskabelige litteratur nævner tal for pelstætheden på 27.000 hår/cm² (kun uldhår) for europæisk mink og op til 33.720 hår/cm² (både uldhår og dækhår) for nordamerikansk mink (man skal dog være varsom med at sammenligne disse tal direkte, da sådanne optællinger kan variere meget afhængigt af metoden).

Begge arter har svømmehud, som dog er mest veludviklet hos europæisk mink. Hos europæisk mink strækker svømmehuden sig i næsten hele tæernes længde, mens den hos nordamerikansk mink kun når ca. en tredjedel af tålængden ud. Nordamerikansk mink kan dykke 5-6 meter dybt og svømme 30-35 meter under vandet.

Den nordamerikanske mink er naturligt udbredt i USA og Canada, hvor den forekommer fra Alaska i nordvest til Florida i sydøst. Desuden optræder den som invasiv art i naturen mange steder i Europa såvel som Rusland, Japan og Sydamerika, enten som et resultat af, at den er undsluppet fra minkfarme eller er blevet decideret udsat. I Danmark kom arten til i forbindelse med etableringen af de første minkfarme omkring 1930, og den forekommer i dag over hele landet bortset fra enkelte, mindre øer.

Europæisk mink havde oprindeligt en stor udbredelse fra den sydlige halvdel af Finland (men ikke resten af Skandinavien) østpå til Uralbjergene i Rusland og sydpå til Sortehavet og det nordlige Spanien. Men over de seneste 150 år er arten blevet udryddet mange steder og overlever nu kun i under 3 procent af sit historiske udbredelsesområde. I dag findes der kun et fåtal isolerede bestande i Nordspanien, Vestfrankrig, Rumænien, Ukraine og Rusland.

Begge arter af mink findes især i tæt vegetation langs vand såsom vandløb, åer, floder og søer og i vådområder. Den nordamerikanske mink lever også langs kyster og kan ses i havne. Den europæiske mink strejfer sjældent mere end 100 meter fra ferskvand, men nordamerikansk mink kan godt opsøge mere tørre områder, hvis der er godt fødeudbud.

Mink er opportunistiske og alsidige kødædere. Deres kost kan bestå af småpattedyr, fisk, vandfugle og deres æg, padder, krybdyr, krebsdyr, mollusker, insekter og regnorme. Forskellige byttedyr dominerer i forskellige områder. I en undersøgelse fra Danmark fangede nordamerikansk mink oftest pattedyr efterfulgt af lige dele padder, fisk og fugle. I store dele af Nordamerika jager den tit bisamrotte (Ondatra zibethicus), mens europæisk mink ofte har en særlig smag for mosegrise (Arvicola). Nordamerikansk mink er kendt for at kunne nedlægge byttedyr større end sig selv såsom gedder, lappedykkere, kaniner og endda afkræftede svaner.

Begge arter kan både jage langs vand og under vandet. Nordamerikansk mink siges især at fouragere langs vand. En undersøgelse i Estland i områder, hvor de to arter overlapper, viste, at europæisk mink åd en større andel fisk og krebsdyr end nordamerikansk mink, så det er muligt, at europæisk mink oftere fouragerer under vandet end den nordamerikanske.

Mink er mest skumrings- og nataktive, men nordamerikansk mink kan godt ses fremme i dagtimerne, især hunner under dieperioden.

De lever for sig selv med undtagelse af hunner med unger. De er territorielle over for artsfæller af samme køn, men hanners og hunners territorier kan overlappe. Hannernes territorier er ofte en del større end hunnernes. Territorierne løber langs vand og er derfor typisk aflange. For europæisk mink har man fundet territorielængder for hanner på 9–17 km. I parringstiden han hannerne strejfe uden for deres territorier i søgen efter parringsmodne hunner.

Hunnerne af europæisk mink går drægtige i 35-47 dage. Nordamerikansk mink har en relativt kort forlænget drægtighed, dvs. periode, hvor hunnen sætter fostrenes udvikling på pause. Der kan gå op til 78 dage fra parring til fødsel, men selve fostrenes udvikling varer kun 30-32 dage. Europæisk mink får i gennemsnit 4-5 unger, men kuldstørrelsen kan ligge fra 1-8. Nordamerikansk mink kan få kuld på 1-12 unger.

Den højeste levetid, man har registreret for begge arter af mink, er ti år.

• væsler
• mårfamilien

• mink