renin-angiotensin-aldosteron-systemet

De juxtaglomerulære celler i nyrerne producerer enzymet renin. Cellerne udskiller renin, hvis blodtrykket reduceres, eller urinproduktionen falder. Begge dele er tegn på, at væskebalancen er truet. Stræk- og trykreceptorer (baroreceptorer) i væggene til arteriolerne, der fører blod til nyrernes karnøgler (glomeruli), registrerer blodtrykket. Falder dette, øges udskillelsen af renin. Blodtrykket måles også af trykreceptorer i hjertet og i de store arterier. Falder blodtrykker, sendes der signal fra disse receptorer via det sympatiske nervesystem til de juxtaglomerulære celler, der frigiver renin. Specialiserede celler (macula densa) i nefronet registrerer urinproduktionen. De sender signaler til de juxtaglomerulære celler om at udskille mere renin, hvis urinproduktionen falder.

Aktiviteten af enzymet renin fra de juxtaglomerulære celler er den hastighedsbegrænsende faktor for RAAS. Enzymet virker ved at spalte plasmaproteinet angiotensinogen til angiotensin I. Angiotensinogen dannes i leveren, findes normalt i blodet og er det eneste substrat for renin. Angiotensin I har ingen kendt biologisk aktivitet, men spaltes af angiotensinkonverterende enzym (ACE), som hovedsageligt findes i endotelceller i lungerne, til angiotensin II.

Den hurtigste effekt af angiotensin II er en kraftig sammentrækning af kroppens små arterioler (vasokonstriktion), som fører til øget karmodstand og øget blodtryk. Derudover øger angiotensin II genoptagelsen af natrium, klorid og vand fra urinen til kroppen, både direkte og indirekte, ved at stimulere udskillelsen af hormonet aldosteron fra binyrebarken. Aldosteron hæmmer også udskillelsen af natrium og dermed vand i urinen, mens udskillelsen af kalium øges. Angiotensin II virker ved at binde sig til en specifik receptor, der sidder i cellemembranen til glatte muskelceller i arteriolerne, i dele af nyrernes tubulusceller og i de aldosteronproducerende celler i binyrebarken. Angiotensin II påvirker også de celler, der regulerer tørst og udskillelsen af antidiuretisk hormon (ADH) i hypothalamus. Stimulering af tørst og koncentrering af urinen ved at reducere udskillelsen af vand fra nyrerne er mekanismer, der bidrager til at opretholde og øge kroppens væskevolumen.

Effekterne af RAAS-aktiveringen er genoprettelse af normalt blodtryk og væskevolumen. Når dette opnås, vil udskillelsen af renin fra de juxtaglomerulære celler aftage, og RAAS inaktiveres. RAAS-aktivering er en meget potent mekanisme til at øge blodtrykket.

Forsnævring af en af arterierne, der fører blod til nyrerne (nyrearteriestenose), er en sjælden, men vigtig årsag til højt blodtryk. Forsnævringen fører til, at blodtrykket i den ramte nyre reduceres, og de juxtaglomerulære celler reagerer ved at øge udskillelsen af renin for at øge blodtrykket. Hvis tilstanden forbliver uopdaget, kan det øgede blodtryk føre til skade i den nyre, der har normal blodtilførsel.

Det mest almindelige er, at man ikke finder nogen bestemt årsag til højt blodtryk (essentiel hypertension). Da RAAS er en så kraftig regulator af blodtrykket, virker mange af de mest anvendte blodtrykssænkende lægemidler på dette system. Virkningsmekanismerne er at hæmme aktiviteten af renin, hæmme enzymet angiotensinkonvertase, blokere receptoren for angiotensin II og blokere receptoren for aldosteron.

• blodtryk
• højt blodtryk
• nyrerne
• ACE-hæmmere
• væskebalance