sifakaer

Sifakaer tilhører indrifamilien (Indriidae), der også omfatter indrien (Indri indri) og uldlemurerne (slægten Avahi).

Der findes ni arter af sifakaer:

• silkesifaka (Propithecus candidus)
• kastanjearmet sifaka (Propithecus coquereli)
• sorthovedet sifaka (Propithecus coronatus)
• elfenbens-sifaka (Propithecus deckenii)
• diademsifaka (Propithecus diadema)
• sort-hvid sifaka (Propithecus edwardsi)
• sort sifaka (Propithecus perrieri)
• gyldenkronet sifaka (Propithecus tattersalli)
• brunkronet sifaka (Propithecus verreauxi).

De ni arter af sifakaer varierer i størrelse fra 2,6-6,8 kg. Hannerne og hunnerne er nogenlunde lige store og ens i farverne. De største arter, som diademsifaka, sort-hvid sifaka og silkesifaka, lever i regnskoven i det østlige Madagaskar, mens de mindste arter findes i tør skov.

Der er stor variation i pelsens farve; fra den helt sorte sort sifaka til den kridhvide silkesifaka og den spraglede diademsifaka. De mørke arter findes typisk i regnskov, mens de lyse sifakaer lever i den tørre skov.

Sifakaer har en lang hale og et mørkt, nøgent ansigt med en relativt kort snude. Sammenlignet med armene har de desuden meget lange ben, hvilket er en tilpasning til deres usædvanlige måde at bevæge sig på.

Med deres lange ben har sifakaer en fantastisk springkraft. De kan hoppe 10-12 meter fra træ til træ uden at miste højde, hvilket svarer til, hvor langt de største kænguruer kan springe. Til sammenligning er verdensrekorden i længdespring for mennesker lige under ni meter, og sifakaerne tager ikke engang tilløb.

Modsat aber og de fleste andre lemurer løber sifakaer ikke rundt på alle fire. De holder i stedet overkroppen lodret, både når de sidder, klatrer og springer. Når en sifaka skal fra et træ til det næste, placerer den sig på træstammen eller en nogenlunde lodret gren med ryggen til springretningen og benene foldet sammen under sig som en fjeder, kigger sig over skulderen for at vurdere vinklen og afstanden og sætter så af i en høj bue. I luften roterer den 180° om sin egen akse og lander med benene og armene forrest.

Sifakaer har en mindre svævehud mellem overarmen og siden af overkroppen, som måske kan hjælpe dem med at svæve endnu længere i de akrobatisk spring.

Når en sifaka kommer ned på jorden for at krydse et åbent område, foregår det altid i oprejst stilling med lange spring på samlede ben og armene holdt ud til siden eller over hovedet. Det ser man især hos de mindre arter som kastanjearmet sifaka og brunkronet sifaka.

Sifakaer er vegetarer og æder bl.a. blade, knopper, blomster, frugt og frø. Med en usædvanlig lang tarm og en blindtarm fuld af mikroorganismer, der kan nedbryde plantefibre, har sifakaer en evne til at udnytte sværtfordøjelige fødeemner som modne blade, umodne frugter, bark og dødt ved af træer. Af samme grund bruger de mange timer hver dag på at slå mave.

Sifakaer lever i mindre grupper. Det kan enten være i familier med et forældrepar og deres unger eller flokke på op til 14 individer med flere voksne hanner og hunner.

Hos sifakaer er hunnerne ofte dominerende over for hannerne. Det betyder bl.a., at hunnerne har førsteret til de gode fødeemner. Alle gruppemedlemmer kan soignere, bære og lege med ungerne, og hos arter, hvor flere hunner i flokken har unger på samme tid, kan de give mælk til hinandens unger.

Sifakaer pudser tit pels på hinanden. De "soignerer opad", dvs. at de pudser pels på individer, som er højere rangerede end dem; på den måde kan de indynde sig hos dem, der bestemmer i flokken. Når en ung hun udefra forsøger at slutte sig til en flok, soignerer hun de etablerede hunner for at blive accepteret.

• halvaber
• lemurer
• primater