Idolatri er afgudsdyrkelse, dvs. en illegitim eller angiveligt misforstået dyrkelse af religiøse genstande såsom billeder og statuer. Idolati kan også slet og ret betegne ærbødighed over for, hvad der officielt anses for fejlagtige forestillinger om det guddommelige.

Faktaboks

Etymologi

Ordet idolatri kommer via senlatin fra græsk eidololatreia, der er sammensat af eidolon 'billede, syn' (se idol) og græsk latreia 'tilbedelse' (jævnfør -latri).

Særligt fremtrædende har idolatrianklager været i de monoteistiske religioner. Jødedommen, kristendommen og islam har en fælles grundfortælling i Anden Mosebog kapitel 32, hvor Aron støber en guldkalv, som det israelitiske folk tilbeder, mens Moses modtager de ti bud på Sinaibjerget. Denne fortælling har for de tre religioner været et tilbagevendende referencepunkt i konflikter om idolatri.

Idolatri og hedenskab

I den tidlige kristendoms opgør med den græsk-romerske polyteisme var en væsentlig kritik rettet mod den hedenske brug af statuer i kultisk sammenhæng, ikke mindst idéen om, at guderne kunne blive nærværende igennem deres statuer. Den kristne billedkultur udviklede sig langsomt igennem senantikken, og selv efter kristningen af Romerriget var brug af statuer i kirkesammenhæng sjælden.

Idolatridiskussioner har imidlertid ikke alene handlet om dyrkelsen af menneskeskabte genstande. Naturen har igennem historien været en mindst lige så væsentlig kilde til anklager om idolatri. Igennem senantikken og middelalderen blev det vilde landskab hyppigt italesat af kirkelige autoriteter som sted for en genstridig idolatri baseret på dyrkelse af træer, kilder, huler og andre naturfænomener.

Idolatri og ikonoklasme

Idolatrianklager har undertiden ført til ødelæggelse af religiøse genstande, ikke mindst kunstværker. Særligt to historiske perioder er kendt for sådanne konflikter: den byzantinske ikonoklasmestrid og de protestantiske bevægelsers opposition mod religiøs kunst.

I 700- og 800-tallet udspillede ikonoklasmestriden sig i Det Byzantinske Rige. Her blev brugen af ikoner til omdrejningspunkt for en konflikt om idolatri. Den byzantinske kejser repræsenterede den front, der i ikoner fandt en form for afgudsdyrkelse, mens munkevæsenet forsvarede brugen af ikoner som legitim. Denne konflikt motiverede ekspliciteringen af en teologisk distinktion, der stadig er central i den ortodokse kristendom, mellem tilbedelse (på græsk latreia) og veneration (på græsk proskynesis). Således kunne venerationen af billeder holdes fri fra anklagen om at være billedtilbedelse.

I 1500-tallet rettede de protestantiske bevægelser en omfattende kritik mod den katolske brug af kunst og ornamentik i kirkerummet, hvilket undertiden ledte til fjernelse eller ødelæggelse af altertavler, krucifikser og statuer. De forskellige protestantiske retninger modsatte sig i større eller mindre grad brugen af kirkelig kunst. Mest udtalt var modstanden i den calvinistiske gren.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig