Girafferne er verdens højeste dyr. De lever i Afrika, hvor de findes fra savanner til ørkner. Tidligere anerkendte man kun en enkelt girafart, men nu splittes de op i fire arter.
Giraffa (slægt)
giraffe (engelsk)
Girafferne og okapien er de eneste nulevende medlemmer af giraffamilien (Giraffidae). Deres nærmeste slægtning er gaffelbukken i Nordamerika. De tilhører de egentlige drøvtyggere (underordenen Ruminantia) og de parrettåede hovdyr (ordenen Artiodactyla).
Historisk har man betragtet girafferne som en enkelt art med ni underarter, men med baggrund i bl.a. DNA-undersøgelser har flere og flere autoriteter i de senere år argumenteret for at splitte girafferne op i flere arter. Fra og med 2025 har IUCN SSC Giraffe and Okapi Specialist Group anerkendt følgende fire arter af giraffer:
| Dansk navn | Videnskabeligt navn | Engelsk navn |
|---|---|---|
| Nordlig giraf | Giraffa camelopardalis | Northern giraffe |
| Sydlig giraf | Giraffa giraffa | Southern giraffe |
| Netgiraf | Giraffa reticulata | Reticulated giraffe |
| Masaigiraf | Giraffa tippelskirchi | Masai giraffe |
Girafferne er verdens højeste nulevende dyr. Voksne hanner har normalt en højde på 3,9-5,2 meter med en rekordhøjde på 5,9 meter. Hunnerne er en smule lavere med en højde på 3,5-4,7 meter. Hanner vejer 1.100-1.930 kg, mens hunner vejer 450-1180 kg. Giraffer skyder hurtigt i vejret og når deres voksenhøjde efter allerede 4-5 år.
Den ekstreme højde skyldes en kombination af kraftigt forlængede nakkehvirvler og underben. Som langt de fleste andre pattedyr har girafferne kun syv halshvirvler.
Girafferne har et karakteristisk mønster, som består af store brune pletter adskilt af et netværk af lysere linjer. Mønstret varierer blandt de forskellige arter; det er særlig veldefineret hos netgiraffen, hvor linjerne er smalle og hvide. Giraffernes brune pletter er forsynet med et unikt system af blodårer, og man formoder, at pletterne kan bruges til at udsende overskudsvarme, hvis girafferne får det for varmt.
Hos girafferne har begge køn relativt korte og stumpe horn. Hornene er dækket af hud og pels, bortset fra enderne, der bliver hårløse med alderen, i særdeleshed hos hannerne.
Giraffernes horn adskiller sig grundlæggende fra hornene hos både gaffelbukken og de skedehornede hovdyr. Girafferne og okapien er de eneste hovdyr, der fødes med horn. De starter som små, bløde, bruskagtige udvækster i huden; med alderen forbener hornene og vokser sammen med kraniet. Hangiraffer kan også få et tredje horn midt i panden mellem øjnene.
Hos hangiraffer fortsætter væksten af hornmateriale og spreder sig videre ud over nakken og panden, så de til sidst er udstyret med, hvad der kan betragtes som en slags hjelm. Giraffer stanger ikke som andre dyr med horn. Når hannerne slås, bruger de hovedet som en kølle og kan tildele hinanden voldsomme slag. Under slåskampe kan hanner stå side mod side med hovedet i hver sin retning og på skift tæske løs på hinandens flanker og bug med hovedet og hornene. De kan også slå halsene mod hinanden, hvilket indimellem kan føre til knockout, brækkede kæber og endda en brækket hals. "Hjelmen" tjener både til at beskytte hovedet mod slag og til at give hovedet mere vægt. Sidstnævnte giver samme effekt som det tunge hoved på en hammer: Det giver mere kraft i slagene.
Inden for en periode på blot omkring 8 millioner år udviklede girafferne sig fra en stamform, der i kropsbygning mindede om en gazelle, til verdens højeste dyr. Det er derfor oplagt at spørge, hvorfor girafferne er så høje. Den fremherskende forklaring er, at den store højde giver girafferne en fordel i forhold til at nå planteføde, der er for højt oppe til, at andre hovdyr kan nå den. På den måde har girafferne en fødeniche for sig selv.
Giraffernes kraftigt forlængede krop har krævet en række fysiologiske tilpasninger. En af de største udfordringer er at sende blod hele vejen op gennem den lange hals til hovedet og hjernen. For at kunne det har girafferne det højeste blodtryk af alle pattedyr; det er 2-3 gange højere end det normale blandt pattedyr, inklusive mennesket.
Hos mennesker fører et abnormt højt blodtryk til en række farlige og potentielt dødelige komplikationer. Den slags komplikationer lider girafferne ikke af takket være avancerede tilpasninger i hjerte-kar-systemet, bl.a. meget tykke og muskuløse vægge af blodårene.
Girafferne har ikke, som man tidligere troede, et særligt stort hjerte sammenlignet med andre pattedyr. Til gengæld er hjertets muskulatur, der pumper blodet rundt i kroppen, exceptionelt stærk, og hjertet har enormt kraftige, op til 8 cm tykke muskelvægge.
Girafferne findes i Afrika syd for Sahara. De er stadig vidt udbredt i det østlige og sydlige Afrika. Desuden findes der mindre, isolerede bestande i det centrale og vestlige Afrika.
Nordlig giraf findes pletvist i Niger, Cameroun, Tchad, Den Centralafrikanske Republik, Den Demokratiske Republik Congo, Sydsudan, Uganda, Etiopien og Kenya. Alle vilde populationer af arten i Kenya er blevet udryddet, og 13 ud af de 14 nuværende bestande i landet er introducerede i beskyttede områder uden for artens egentlige naturlige udbredelse.
Netgiraffen er udbredt i det nordlige Kenya (bl.a. Samburu), det sydlige Etiopien og det sydlige Somalia.
Masaigiraffen findes i dag i det sydlige Kenya (bl.a. Masai Mara), det nordlige og centrale Tanzania (bl.a. Serengeti) og Zambia.
Sydlig girafs udbredelse er at finde i Namibia, Angola, Sydafrika, Botswana, Zambia, Zimbabwe, Malawi, Mozambique og Eswatini.
Girafferne er tilpasset til at leve i tørre og åbne naturtyper, fra savanne til halvørken og ørken.
Girafferne er de største af alle nulevende drøvtyggere og samtidig de største browsere, dvs. planteædere, som æder planter andet end græs. Føden består især af blade suppleret med skud, kviste, bælge, frugter og blomster fra træer og buske. De er selektive og vælger plantedele, som er særligt næringsrige.
Girafferne er specialiseret i at æde akacier, som beskytter sig – måske specifikt mod girafferne – med torne og plantegifte, især garvesyre. De trodser dog akaciernes forsvar, fordi deres blade har et højt indhold af kalk, fosfor og protein, som girafferne har brug for store mængder af til opbygningen af deres kolossale skelet. Girafferne foretrækker at undgå torne, men både deres tunge og mundhule er beskyttet af et tykt lag keratin, der gør dem i stand til at tygge tornet føde. Det høje indhold af garvesyre overkommer girafferne ved hjælp af en stor lever, der neutraliserer plantegifte.
Giraffernes hoved er formet, så det passer til deres selektive måde at fouragere på. Det er langt (op til en meter langt hos hannerne) og smalt, så det kan stikkes langt ind imellem grenene og løvet på træer for at nå frem til de mest næringsrige skud og blade. Derudover er læberne og hagen dækket af særligt følsomme følehår, der giver girafferne detaljeret information om, hvad snuden er i berøring med.
Endeligt har girafferne en usædvanligt lang og mobil tunge. I afslappet tilstand er tungen omkring 70 cm lang, men når girafferne rækker tungen ud af munden, kan dens længde næsten fordobles. Det gør giraffer i stand til at rense deres øjne og ører med tungen. Tungen bruges også til at gribe og plukke planteføde med.
Som andre af de egentlige drøvtyggere har giraffer fire mavekamre og en effektiv fordøjelse af plantekost, der omfatter mikrobiel fermentering. Giraffernes mave er kun ca. halvt så stor som hos den afrikanske bøffel, hvilket skyldes, at bøflen lever af sværtnedbrydelig græs og derfor har brug for en stor vom, mens girafferne er specialiseret i lettere fordøjelig planteføde.
Når der er vand til rådighed, drikker giraffer regelmæssigt. De kan dog klare sig i lange perioder uden drikkevand, bl.a. ved at æde sukkulente, dvs. vandholdige, plantedele.
Giraffer er kendt for at tygge på knogler. Det ses især blandt hunner, der er drægtige eller giver die, da de har et ekstra højt behov for mineraler som kalk.
Hungiraffer og deres unger færdes normalt i flokke. De voksne hunner kan samarbejde om ungepasningen, så de på skift kan forlade flokken for at fouragere, mens ungerne bliver tilbage under opsyn i flokken. Yngre hanner kan danne ungkarlegrupper. Kønsmodne hanner er typisk solitære, men kan midlertidigt følges med hunner. Giraffer er ikke territoriale, men færdes frit over relativt store områder.
Opfattelsen har traditionelt været, at giraffer ikke knytter længerevarende bånd, og at deres flokke er midlertidige. Nylige undersøgelser har dog ændret på det billede. Det viser sig, at giraffer, især beslægtede hunner, kan danne mangeårige bånd i mindre grupper på 3-9 individer. Forholdet mellem en hun og hendes unge kan vare i over 15 år.
Hanner forsøger at monopolisere hunner i brunst ved at mandsopdække dem. De kan også følges med en hel gruppe af hunner og forsvare dem mod andre hanner. Hunnerne er i brunst én dag ad gangen. Hannen vurderer, om en hun er parringsparat, ved at snuse til hendes urin.
Hunnen går drægtig i 14-16 måneder, hvilket er den længste drægtighed blandt hovdyr. Hun får én unge ad gangen. Ved fødslen vejer ungen 50-100 kg og er 1,6-2 m høj. Ungen kan stå op og die efter en time. Den gemmes af moren i op til tre uger, mens hun fouragerer op til tre kilometer væk; hun vender regelmæssigt tilbage til ungen for at lade den die. En giraf kan producere 10 liter mælk om dagen, og mælken har et højere indhold af fedt og protein end komælk. Normalt dier ungen i omkring seks måneder.
Dødeligheden blandt unger er høj. Hele 50-75 % af unger dør i deres første leveår, især fordi de bliver taget af løver.
Levetiden blandt giraffer er op til 26 år i naturen og 36 år i fangenskab.
EU's præsident, António Costa, og formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, er i Canada til topmøde den 29.-30. oktober. Det sker, efter EU i september åbnede for, at Canada kunne blive det første associerede medlem af EU.
Spanien har erklæret tre dages landesorg efter den katastrofale ulykke den 28. oktober, hvor indtil videre 68 personer er døde efter sammenstødet mellem to højhastighedstog.
Fire ud af ti børn i alderen 9-14 år ønsker ikke at aftjene værnepligt, når de bliver ældre. Det viser en ny undersøgelse lavet af DR.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.