bavianer

Bavianerne har deres egen slægt, Papio. De tilhører stammen Papionini, underfamilien kindposeaber (Cercopithecinae) og familien østaber (Cercopithecidae).

Deres nærmeste slægtninge er de sorte mangabeyer (slægten Lophocebus) og kipunjien (Rungwecebus kipunji). Til stammen hører også makakkerne, geladaen og mandrillen.

Der findes følgende seks arter af bavianer:

*Gennemsnitsvægt for henholdsvis hunner og hanner.

Hvor trælevende aber normalt er slanke og kortbenede, hvilket er en fordel, når man skal balancere på grene, så er de jordlevende bavianer robust byggede med lange, stærke lemmer; tilpasninger til at gå langt og løbe hurtigt. Bavianernes hale er kortere end hoved-og-kropslængden. Snuden er lang og hundeagtig, og de voksne hanner er udstyret med lange, spidse hjørnetænder, som er beregnet på trusler og magtkampe.

Bavianerne er nogle af de største egentlige aber, og hannerne af anubisbavian og chacmabavian kan veje over 30 kg. Hannerne bliver væsentlig større end hunnerne. Således vejer hunnerne typisk 50-60 % af hannerne. Kindabavianen er mindre, slankere og mere kortsnudet end de andre bavianer, og der er mindre forskel på kønnene; hos den ligger hunnernes vægt på omkring 63 % af hannernes.

Pelsfarven varierer blandet de forskellige arter. Hos anubisbavian er pelsen mørkegrå til olivenbrun, hos gul bavian og kindabavian er den gulbrun til lysebrun, hos chacmabavian er den sort, mørkebrun eller grågul, hos rød bavian er den rødbrun, og hos kappebavian er pelsen gyldenbrun hos hunnerne og gråbrun, sølvgrå eller gråhvid hos hannerne. Hos flere arter kan hannerne have en kort manke på skuldrene. De voksne hanner af kappebavianen skiller sig ud ved at have den mest imponerende manke af alle aber; den består af lange, tykke hår.

Et af bavianernes mest iøjnefaldende kendetegn er deres usædvanlig store sædepuder, som hos hunnerne svulmer kraftigt op, når de kommer i brunst.

Bavianerne er udbredt over det meste af Afrika syd for Sahara. De mangler dog i regnskove i det vestlige centrale Afrika, hvor enten mandrillen eller drillen forekommer, og den centrale del af Congobækkenet.

Anubisbavianen har den største udbredelse af alle bavianerne og er udbredt fra Vestafrika til Etiopien, Kenya og det nordlige Tanzania i øst. Det er denne bavian, der ses i safariområder som Masai Mara og Serengeti. Gul bavian findes i Østafrika fra det sydøstlige hjørne af Etiopien og Somalia i nord via den østlige halvdel af Kenya og det østlige og sydlige Tanzania til Zambia og det nordlige Mozambique i syd. Kindabavianen er især udbredt i Angola, Zambia og Den Demokratiske Republik Congo. Chacmabavianen lever i den sydlige del af Afrika, heriblandt i Sydafrika, Namibia, Botswana, Zimbabwe og den sydlige del af henholdsvis Angola, Zambia og Mozambique. Rød bavian er begrænset til det vestligste Vestafrika; den findes i Sierra Leone, Guinea, Guinea-Bissau, Senegal, Gambia, Mali og Mauretanien. Kappebavianen lever i det nordøstlige Afrika, dvs. i Etiopien, Eritrea, Djibouti og det nordlige Somalia, samt i Yemen og det sydvestlige hjørne af Saudi-Arabien på Den Arabiske Halvø.

Bavianer er tilpasningsdygtige og kan udnytte de fleste naturtyper, så længe der er nok føde samt træer eller klipper, hvor de kan tilbringe nætterne i nogenlunde sikkerhed. De findes fra skov til savanne, halvørken og klipperige egne. I Namibia lever chacmabavianen endda i ørken; den er den eneste vilde primat, som kan overleve i ørken.

Bavianer er opportunistiske altædere (omnivorer), der både æder planteføde og animalsk kost. Føden domineres dog af planter. Skal det gå hurtigt, kan de samle forråd i specielle udposninger på kinderne og vente med fortæringen til senere.

Hos anubisbavianen kan planter udgøre op til 98 % af føden, og hos gule bavianer i Amboseli, Kenya, har man registreret 277 forskellige plantearter i deres kost. Bavianer kan æde blade, knopper, frugt, frø, blomster og gummisaft fra træer og buske, græs, bær, svampe, vandplanter samt rødder og rodknolde, som de graver op med stor behændighed. Bavianer kan tåle at æde planter, der er giftige for mennesker, fx vortemælk (Euphorbia).

Bavianer æder også hyppigt insekter som græshopper, sommerfugle, myrer og termitter. De kan også tage andre hvirvelløse dyr som skorpioner og snegle. Dertil kan de æde hvirveldyr i form af fisk, frøer, øgler, skildpadder, krokodilleæg, fugle og deres æg, gnavere som mus og egern, harer, flagermus, marekatte og galagoer. Endelig kan bavianer, især voksne hanner, indimellem jage unger af antiloper som dikdik, gazelle, impala, dykkerantilope, skriftantilope og kongoni. Normalt jager bavianer alene, men i Kenya har man observeret en gruppe af gule bavianer, der skulle have samarbejdet om at jage.

Bavianer er dagaktive, færdes fortrinsvis på jorden og er dygtige svømmere. Om dagen færdes bavianerne i flokke på 10-50 individer med én eller flere hanner i spidsen. Om natten søger mange grupper sammen på særlige sovepladser, hvor de er beskyttet mod rovdyr. Sådanne sovegrupper kan tælle over 500 individer. Bavianerne har mange fjender, men er godt rustet til at forsvare sig. De skarpe hjørnetænder kan være dødelige for en angriber, og i fællesskab kan en gruppe bavianer jage en leopard på flugt.

Alle bavianer har et veludviklet signalsprog. Indbyrdes pelspilning indgår som en væsentlig del og bruges til at berolige andre flokmedlemmer med. En anden hyppig adfærd er skinparringer, der bruges til at vise dominansforhold: Den, der skinparrer en anden, viser sin dominans og accepterer samtidig dennes underkastelse.

• østaber
• aber