Lucca

Den rektangulære romerske byplan kan stadig iagttages i byens centrum, hvor der findes spredte antikke levn; et torv er anlagt oven på amfiteatrets fundament. Lucca er kendt for sine prægtige romanske kirker med søjleprydede marmorfacader, der vidner om indflydelse fra domkirken i Pisa. San Michele er fra 1200-t., domkirken San Martino (1000-1300-t.) rummer relikviet Il Volto Santo ('Det hellige åsyn'), et cedertræskrucifiks, der ifølge traditionen er skåret af den Nikodemus, der var med ved Jesu korsnedtagelse og gravlæggelse; det gjorde byen til et af Europas vigtigste valfartsmål.

Lucca har en velbevaret og fuldstændig bymur, opført ca. 1550-1650, og rummer mange huse fra romansk tid, gotik og renæssance. En fin samling toscansk kunst er udstillet i Museo Nazionale i Villa Guinigi fra 1400-t.

Den romerske koloni Luca blev grundlagt i 177 f.Kr. på grænsen mellem Italien og den daværende provins Gallia cisalpina. Byen dannede i 56 f.Kr. ramme om mødet mellem Cæsar, Crassus og Pompejus, hvorunder deres politiske alliance blev forlænget med yderligere fem år.

Fra 570'erne var Lucca centrum i et hertugdømme under longobarderne. Fra 800-t. blev byen med opland en del af Toscana og kom under indflydelse af den tyske kejser. Dermed blev Lucca en ghibellinsk by, hvor silkevæveri blev en specialitet. Den store rigdom, som dette medførte, satte sit præg på et imponerende kirkebyggeri og på store kunstsamlinger. Efter at have været kontrolleret af flere tyranner blev byen i 1369 en selvstændig republik, som modstod talrige erobringsforsøg fra Firenzes side. Republikken bestod til 1805, hvorefter den indtil 1814 var et fyrstendømme under Napoleon. Derefter tilhørte Lucca bourbonerne, indtil byen i 1847 kom under storhertugen af Toscana.