Den unge konge var ordblind, fik kun en beskeden uddannelse og stod i den første tid efter at være blevet myndig i skyggen af den gamle formynderkreds af høje rigsembedsmænd. Skånske Krig 1675-1679 blev et vendepunkt for Karl 11., både personligt og politisk. Under indtryk af krisen i krigens første år brød han med formynderne og indvilgede i en undersøgelse af deres styre.
Selv førte han med stort held den svenske hær i Skåne fra 1676 til 1678, hvor ikke mindst hans personlige mod og beslutsomhed var afgørende for den svenske sejr ved Lund i 1676.
Det stimulerede Karl 11. til at revidere indenrigspolitikken, og støttet af bl.a. Johan Gyllenstierna, Erik Lindschöld og Bengt Oxenstierna regerede han mere og mere enevældigt og fik i 1680 enevælden godkendt af stænderne. Med stændernes støtte gennemførte Karl 11. en langvarig reformpolitik med tre elementer.
Det første var et opgør med formynderne, der lod dem bøde med vældige formuer. Det andet var Reduktionen, som ramte stadig større dele af den ejendom, som kronen havde mistet ved gaver, forlening og salg. Det tredje var anvendelsen af det konfiskerede gods til indelningsverket, som skabte grundlag for et meget stort militær og muliggjorde en sanering af kronens gæld.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.