Kaukasus

Kaukasus er et kombineret forlands- og kollisionsfoldebælte, dannet under de kimmeriske og alpine bjergkædedannelser (orogeneser), der skabte de asiatiske Tethysider. Læs videre om Kaukasus' geologi.

Mod nord går bjergkæden over i steppe med frugtbare sortjordsområder i vest og tørrere saltsteppe i øst. På de lavere skråninger vokser blandet løvskov... Læs videre om Kaukasus' plante- og dyreliv.

Kaukasusområdet er sprogligt meget heterogent. Ud over de egentlige kaukasiske sprog er to mere udbredte sprogfamilier eller sprogætter, tyrkisk og indoeuropæisk, begge talstærkt repræsenteret. Læs videre om sprog i Kaukasus.

Kaukasus er med mindst 40 forskellige folkeslag en etnisk meget kompleks region. Ved kaukasiske folk forstås dels alle folk i Nord- og Sydkaukasus, i alt mere end 20 millioner mennesker, dels mere snævert de oprindelige folk i og omkring Kaukasusbjergene, i alt ca. 6 millioner mennesker.

Regionen har set bl.a. byzantinsk, mongolsk, persisk, tyrkisk og russisk dominans, og hver periode medførte dels ny tilflytning og kulturpåvirkning, dels assimilation og flugt op i bjergene, hvorved kulturer og folk blandedes. Senest har især russisk og sovjetisk politik haft betydning for kaukasiernes identitet. Der er blevet manipuleret med etniske tilhørsforhold; folkeslag forsvandt, blev delt, lagt sammen eller måtte skifte navn. Mange blev flyttet dels fra bjergene til lavlandet, dels ind og ud af regionen. Brug af sprog, religion og nationale udtryk blev forbudt eller vanskeliggjort.

Selvom mange traditionelle værdier blev ofret på russificeringens alter og de fleste i dag lever et moderne liv og taler russisk, er kaukasiske folk meget bevidste om deres egen identitet.

Til de kaukasiske bjergfolk hører:

• folk med kaukasisksproget baggrund (i nordvest især abkhasere og adyger, inkl. kabardere og tjerkessere; i det centrale Nordkaukasus især tjetjenere og ingusjere, i Nordøstdagestan avarer, darguaer, lakker og lezgiere).
• folk med iransksproget baggrund (ossetere, tatere mfl.)
• folk med tyrkisksproget baggrund (balkarer, karatjajer, kumykker og nogajer)

I den bredere kaukasiske betydning regnes også de sydkaukasiske kartveler (georgiere, inkl. adsjarer, mingreler og svaneter), armeniere og azeriere med samt en række mindretal som mskhetere (tyrkisksprogede muslimer fra Georgien), assyrer, tyskere, talysjere, kurdere og grækere.

Spredt i hele regionen lever desuden et større antal russere, dels kosakker, dels indvandret russisk arbejdskraft, hvoraf størstedelen kom i Sovjetperioden. Siden opløsningen af Sovjetunionen i 1992 er en betydelig udvandring af russere begyndt.

Den kaukasiske mangfoldighed viser sig også blandt religionerne. I det østlige Kaukasus spillede islamisk kultur en vigtig rolle igennem århundreder; i de centrale bjergområder slog islamiske sufibroderskaber igennem under den lange modstandskamp i 1800-tallet mod russisk erobring. Efter erobringen flygtede mere end 1 million muslimer til Osmannerriget, i hvis efterfølgerstater de nu lever som kaukasisk, især tjerkessisk, diaspora.

Den anden vigtige religion er kristendommen (især blandt armeniere, georgiere og russere), som i Nordkaukasus især er identitetselement for ossetere og kosakker.

De kaukasiske bjergjøder, dsjuhur, er nu for de flestes vedkommende udvandret. Der findes også førkristne og førmuslimske traditioner. Religionens betydning er tiltagende.

Trods forskellene mellem de kaukasiske folkeslag findes også fælles kaukasiske skikke og traditioner, som til en vis grad overholdes, bl.a. gæstebud, respekt for de ældre og for forfædrene, gensidig hjælp i den udvidede familie, taip, broderskabseden, der videregives gennem generationer, og strenge straffe, til dels også blodhævn, for brud på gældende normer.

Den tidligere fælles mandlige klædedragt, tjerkeska (sort jakke med patronhylstre over brystet), er overtaget af kosakkerne i områderne nord for Kaukasus. Den tveæggede kaukasiske daggert, kinzjal, har stadigvæk symbolsk betydning.

Kaukasus er ofte blevet kaldt "folkeporten mellem Europa og Asien" eller "sprogenes og folkenes bjerg". På et forholdsvis lille areal lever her en lang række forskellige folk med hver sit sprog. En tredjedel af de sprog, der registreredes i Sovjetunionen, var repræsenteret med de religiøse og kulturelle forskelle og konfliktmuligheder, der følger med.

Europas billede af Kaukasus blev dannet i 1800-tallet og dermed præget af periodens romantiske forestillinger. Stednavne som Vladikavkaz ('Behersk Kaukasus'), Groznyj ('Den skrækindjagende') og Vojenno-gruzinskaja doroga ('Den georgiske hærvej') vidner om, hvordan Rusland i 1800-tallet trængte sig frem i området mellem Europa og Asien, og de er med til at sætte nutidens begivenheder i perspektiv.

De kaukasiske krige efterlod såvel frygt som beundring hos russerne. Det uforudsigelige og overraskende i bjergboernes levevis, deres færdigheder til hest, som krigere eller som våbensmede, de høje bjerge, mineralvandet Narzan, der skulle kunne lindre ulykkelig kærlighed og fastholde ungdommens styrke og skønhed, den orientalske mad, bjergboernes gæstfrihed, deres æresbegreber og angivelige grusomhed — alt dette blev elementer i den mytologi, som af erobrerne nordfra byggedes op omkring livet i bjergene. Samtidig blev det hele vævet ind i Det Russiske Imperiums og Europas behov for retfærdiggørelse af imperiale udvidelser. Den lokale befolkning blev i dette perspektiv både ædel og vild, samtidig med at røverisk adfærd var en integreret del af dens levevis. Den trængte dermed til civilisation, og det betød i den zaristiske ideologi at blive en del af imperiet.

Russiske forfattere som Aleksandr Pusjkin og Mikhail Lermontov blev forvist til disse egne og har i deres digtning beskrevet Kaukasus og dermed givet deres eftertid i såvel Rusland som det øvrige Europa en forestilling om området. Pusjkin besang de russiske våbens sejr og de ædle, vilde bjergboeres heltemodige kamp mod overmagten. Lermontov skrev, at "sabelklingen udgør muren i en tjetjensk landsby", og at "tjetjenernes moské ligger på slagmarken". Tolstoj beskæftigede sig med den lokale russiske befolknings (kosakkernes) forhold til bjergboerne. Han beskrev det som et samliv, hvor kærlighed til frihed, fest, krig og røveri sammen med foragt over for undertrykkeren, den russiske soldat, bandt dem sammen. Kosakken elskede at efterligne bjergboernes klædedragt, han beundrede deres våben og heste, og han forsøgte at krydre sit russiske modersmål med ord fra de fremmedes sprog. På den anden side vidste kosakken også godt, at "hvis han rakte ud efter en tjetjensk honningkrukke, så risikerede han at få en hel sværm af hidsige bier over sig".

Kaukasus har været beboet siden stenalderen og er kendt som et af de tidligste centre for bronzeforarbejdning... Læs videre om Kaukasus' historie.

• kaukasiske sprog
• kaukasiske tæpper