Galicien

Galicien afgrænses mod øst af flere bjergkæder, bl.a. den vestligste del af De Cantabriske Bjerge. Regionen udgør det "grønne hjørne" af Den Iberiske Halvø og inddeles i provinserne La Coruña, Lugo, Orense, Pontevedra, alle med hovedbyer af samme navn. Regionshovedstaden er Santiago de Compostela i provinsen La Coruña.

Det bjergrige Galicien når i Peña Trevinca i SØ op i 2124 m højde. Regionen, også kaldet De 1000 Floders Land, er den mest nedbørsrige i Spanien og har flere steder over 1500 mm nedbør pr. år; ved Kap Finisterre op til 2430 mm. Den største flod, den 310 km lange Miño, heraf 35 km i Portugal, danner på en strækning grænsen til Portugal. Andre vigtige floder er Sil, Ulla, Tambre og Leréz.

Langs Galiciens stærkt fligede og stejle kyst, en såkaldt riaskyst, foregår der fiskeri efter bl.a. havål, søtunge, hvilling og skaldyr, og fiskeindustrien i regionen er Spaniens største. Landbrug er ligeledes vigtigt, og der dyrkes især vin, tobak, rug, majs, grøntsager og kartofler. Desuden avles køer og svin. Galicien har også en del skovbrug samt møbel- og papirindustri. Området har store forekomster af malme og mineraler med tilknyttede industrier (stål og aluminium). Desuden fremstilles tegl og konserves.

En stor del af regionens indbyggere, gallegos, drager sydpå til Portugal eller til andre steder i Spanien for at få sæsonarbejde.

Galicien blev erobret af romerne 137 f.Kr. og var 411-585 e.Kr. et selvstændigt kongedømme. I 700-t. erobrede araberne området, men blev kort efter fordrevet. Opdagelsen i 813 af apostelen Jakobs formodede grav gjorde efterhånden Santiago de Compostela til et af den kristne verdens vigtigste pilgrimsmål. Galicien var i 900- og 1000-t. i korte perioder atter selvstændigt, men blev herefter underlagt de øvrige spanske kongedømmer. Siden 1800-t. har der været bestræbelser i gang for at opnå øget selvstændighed, og i 1981 fik Galicien selvstyre.

• galicisk (sproget)
• Santiago de Compostela